STRANDGÅRDEN Brogade 25, Rudkøbing
STRANDGÅRDEN, Rudkøbings største købmandsgård centralt placeret på Rudkøbing Havn, har en historie som er tæt forbundet med Alfred Nielsens Trælasthandel, som i 6 generationer har drevet søfart, handel med korn, kolonial, grovvarer, tømmer og byggematerialer. Fra slutningen af 1700 tallet fra Færgegården Brogade 21 frem til 1863. Dette år købte familien Strandgården af Pilegård Bay, og STRANDGÅRDEN har siden været omdrejningspunktet i en entreprenant købmandsfamilie forretning her på Rudkøbing havn.

Alfred Nielsens trælasthandel var en af landets ældste selvstændige tømmerhandler.
Første købmand/skipper i slægten er Johan Nielsen (f 1755 i Bagenkop, død 1812), flyttede til Rudkøbing i slutningen af 1700 Tallet og købte Færgegården i Brogade 21 matrikel 24. Johan Nielsen sejlede med korn til Holsten og Skagen. Han tog tømmer og grovvarer med hjem som returlast. Handelen med disse varer, sammen med en mindre købmandsforretning, som hans kone drev, blev begyndelsen til vores firma.
Johan Nielsen havde færge privilegiet til Svendborg, en meget betroet stilling.
Hans søn Niels Peter Nielsen (f 13.9.1792 død 18.6.1851) kom i 1803 kun 11 år gammel ud og sejle med forskellige skibe fra Rudkøbing og Thurø. Under Englandskrigen var han 1809-1811 soldat og signallist, ved den optiske telegraf ved Spodsbjerg/ Løkkeby. I 1814 efter krigen købte han forældrenes ejendom Færgegården, Brogade 21 for 1666 Rdl og blev købmand og skipper, han var skipper på de 4 Søskende.
Niels Peter Nielsen handlede hovedsageligt med korn og grovvarer men også tømmer. Desuden var der til gården i Brogade nr. 21, et betydeligt studehold og desuden brændevinsbrænderi og maltgøreri. 1821 får han færge privilegiet med sejlads til Svendborg med fragt og personer, som han havde indtil sin død.
N.P. Nielsen var gift 4 gange og havde 19 levende børn.
Frits Feodor Nielsen (f 25.10.1832, død 10.4.1901) en søn af 3. ægteskab købte Færgegården og forretningen af enken i 1856. Nu tog forretningen et betydeligt opsving. Han nedlage brænderiet, og udviklede Kolonial og kornhandlen. Dernæst udviklede han trælast og tømmerforretningen.
Det gik så godt at han i november 1863, sammen med sin ældste bror Skipper C.C. Nielsen købte vores nuværende Ejendom Købmandsgården Strandgården på Rudkøbing Havn for 20.000 Rdl, Strandgården var allerede da byen største købmandsgård.
Frits Feodor Nielsen var en dygtig forretningsmand og skibsreder. Han drev en voksende handel med korn, grovvarer og tømmer. Samtidig blev der fra adressen, Brogade 25 drevet Kolonial butik som først blev nedlagt ca. år 1900.
I 1891 blev kornforretningen solgt fra, og sammen med en række andre købmænd i byen grundlages Langelands Korn med Bendix Hansen som leder,
Det var startskuddet til 4. generation Alfred Nielsen (f 26.9.1868 død 19.8.1952). 1. januar 1896 købte han forretningen, efter at have været ansat hos sin far siden 1889, han var uddannet hos Baagø Riber i Svendborg, og i England.
Alfred Nielsen byggede nyt stort trælager og dampsavværk. Trælageret blev bygget på et opfyldt areal på havnen.
Alfred Nielsen var en dygtig innovativ forretningsmand og satte mange fingeraftryk, var ejer og medejer af mange projekter på øen. Blev i 1917 Svensk konsul og var i 4 årtier formand for Langelands Bank. Han var som sine forfædre skibs og partsreder i betydeligt omfang frem til 1917.
Næste generation nr. 5, Erik Feodor Nielsen (f 15.9:1906 død februar1986) blev udlært hos Baagø Riber i 1927, og begyndte allerede sit virke i firmaet i 1928. Han købte virksomheden i 1952 ved sin fars død, og drev den videre i samme ånd til 1977.
I 1977 blev Alfred Nielsen Trælasthandel omdannet til et anpartsselskab, og 6.generation Frits Feodor Nielsen (f 3.11.1948) udlært hos Carl Meding A/S, Skælskør, blev medejer. I 1978 bygges ny tømmerlade på 1600 m2 på modsat side af Bellevue, på Strandgårdens gamle markjorder, det blev startskuddet til udviklingen hen mod en moderne trælast og byggecenter.
Udviklingen har siden formet sig som knopskydning,
- 1982 indrettes kontor i det gamle kornmagasin Nissemagasinet fra 1844.
- 1985 åbnedes første etape af vort byggemarked på 600 m2, som medlem af “HANDY-kæden”.
- 1992 udbygges byggemarkedet til 1300 m2, samtidig byggedes pakketræ lager og haveafdeling.
- 2006/2007 købes de gamle arealer tilbage på havnen, med 3 fabrikshaller på i alt 2600 m2 på en 4000 m2 grund
- November 2007 indrettes Drive inn i de nye arealer på havnen med pladelager og lager af murermaterialer.
- December 2007 indvies XL-Proffcenter, 300 m2 prof. isenkrambutik, i Nissemagasinet.
Alfred Nielsen A/S udvikling afspejler branchens udvikling. Fra at være en ren engrosforretning, som næsten udelukkende betjente de lokale håndværkere med trælast og plader og byggematerialer – er udviklingen mere og mere gået mod en detailforretning med byggemarked, og i dag er handlen med private og håndværkere og professionelle kunder er fitty/fifty.
For at være konkurrence dygtig i markedet, blev Alfred Nielsen i 1985 medlem af den frivillige kæde af tømmerhandlere DABYFA, med byggemarkedskæden Handy.
I 1990 fusioneret til DITAS, Danmarks største sammenslutning af frie tømmerhandlere med byggemarkedskæderne BYGGEKRAM og RÅD & DÅD samt PROFFEN kæden rettet mod de professionelle kunder.1. januar 2007 skifter vi kæde til XL-BYG, fordi BYGGEKRAM og RÅD & DÅD fusioneres.
Sidste generationsskifte i familien:
Da det stod klart at 7. generation ikke, ønskede at træde ind i Alfred Nielsen A/S for at føre forretningen videre, satte det tanker i gang om hvad der skulle ske med 6 generationers ejerskab.:
Valget faldt på, at indlede forhandling med STARK, Danmarks største kæde af tømmerhandler. STARK har gennem årene har opkøbt en række generationsforretninger lig Alfred Nielsen på Fyn, i Svendborg, Fåborg, Assens, Middelfart, Bogense, alle med en lige så lang historie og tradition, som Alfred Nielsen har haft her på Langeland. STARK er kendt for at tænke langsigtet, præcis som der har været en lang tradition for, i alle disse gamle fynske tømmerhandler.
Det viste sig at valget var rigtigt, efter nogle spændende forhandlinger med DT GROUP/STARK, blev en købsaftale forhandlet på Plads i dagene op til julen 2010, og den 28. januar 2011 blev overtagelsen fuldbyrdet.
200 års familie ejerskab er slut, og en ny historie under STARK / DT Groups ejerskab er hermed indledt.
15. juni 2011 Frits Feodor Nielsen